Er en Welsh Terrier noget for dig? Vi går ud fra, at du har tænkt dig godt og grundigt om, inden du for alvor kaster dig ud i "projekt hund". Du har sikker diskuteret hunderacer, og er nu kommet frem til en hund af mellemstørrelse på ca. 40 cm. En hund der er handy, men som alligevel er stor nok til at være en "rigtig" hund. Størrelse, pels etc. gør, at man mange gange skal vælge mellem de tre racer: Welsh Ru- eller Glathåret Foxterrier eller Lakeland. Det vil derfor være passende, at prøve at tydeliggøre racerne. Welsh'en er den mest robust byggede af dem. Den med mest gods i. Den har som de andre en ru og vejrbeskyttende pels. Welsh Terrier'en skal helst være knaldsort på sadlen og mahognirød i hovedet og på benene. Hvalpene er mere sorte. Farverne og aftegningerne gør, at den ligner "storebroderen" Airedale Terrieren til forveksling ved første øjekast. Lakeland'en har mere sarte og melerede farver. Foxterrieren er overvejdende hvid med pletter.


Seppo og Nasse
Welsh og Airedale

Temperamentsmæssigt mener vi, at Welsh'en er den mest rolige af de tre. Den giver f.eks. ikke meget hals, og den indordner sig under de mest forskellige forhold. Men Welsh'en er også den, igen efter vores mening, der har den mest udtalte personlighed og en ikke ringe stolthed. Egenskaber, man skal have sans for, hvis man skal have glæde af en skæg individualist.

Racens historie.

Wales er Welsh Terrierens hjemstavn. Den er kendt i over 1000 år og det er en af verdens ældste terrierracer. Man stambogsførte imidlertid først racen i 1880'erne, og den dukker op første gang på en udstilling den 28. august 1884. Den første champion blev kåre i 1887. En anden af de tidlige champions Dim Saesonaeg, kan ses udstoppet på British Museum i London.

De gamle opdrættere var naturligvis mest interesserede i hundenes brugsevner. Men de egenskaber, som gør en god brugshund, er høj grad de samme, som karakteriserer en smuk og god familiehund - nemlig en sund og stærk krop og et godt og nervefast sind.

En Welsh Terrier skulle dengang som nu, være en god kammerat for børnene. Det er en hund, som knytter sig tæt til familien og kan bo overalt.


CH Paddiwell Precise
tegnet af Cindy Pettersson

 

Racens karakteristika

 


En Welsh Terrier er, generelt betragtet, en persolighed med "noget mellem ørerne". Den kræver en venlig, men bestemt hånd. Du skal ikke prøve at tryne den med magt! Her kommer nemlig dens stolthed ind - en Welsh Terrier bliver hellere hidsig end kuet. Man skal bruge sin sunde fornuft og have lidt humoristisk sans, så er den meget nem at omgås. En Welsh er en rigtig terrier. Den har et lyst sind og elsker skæg og ballade. Den er lidt af en filur, som snører en gang på gang. Welsh terrieren kan også lære lydighedsarbejde og agility, blot skal træningen varieres - ellers keder den sig.

Welsh'en er glad for børn, hvis de opfører sig ordentligt! En Welsh Terrier, især en han er en absolut pålidelig vagthund, men den gør ikke af ting og folk i tide og utide. Den er flink til at være alene hjemme, men elsker at komme med - især på rejser. Vi har rejst Europa tyndt med vores hunde. På campingpladser eller hoteller - ingen problemer. For sejlsportsfolk er den en perfekt skibshund - men husk at den også skal have redningsvest på, når der stås til havs!

Welsh'en er meget glad for andre hunde, især hvis den en vant til det gennem opvæksten. Det er ikke en "allemandshund", men glad for husets gæster. Vi har ikke kendt en Welsh Terrier, der strejfede, hverken han eller tæve. Men den er nysgerrig nok til, at man skal have indhegnet sin grund.

Hvor skal jeg købe min Welsh Terrier?

Ligemeget hvilken race du er interesseret i, så er det en god ide at tale med flere opdrættere og evt. besøge mere end et sted. Husk på, at du skal have den ven i mange år, så der er god grund til at se sig for.

Når du i første omgang taler med opdrætteren, så læg mærke til om han eller hun er lige så kritisk over for dig, som du er i dine spørgsmål overfor hvalpen. Bliv ikke fornærmet hvis du rådes til en anden race eller slet ingen hund. Personligt ville vi ikke bryde os om at købe en hvalp fra en person, som var villig til at sælge pr telefon. Både køber og sælger bør se hinanden an - det er et levende dyr, det handler om!

Er der god kontakt mellem parterne, er det en god ide at få opdrætteren til at hjælpe med at udvælge hvalpen. Opdrætteren kender den enkelte hvalp godt, og ved derfor hvilken som vil egne sig bedst til dig og dine livs-/boligforhold. Du skal f. eks. ikke have kuldets "frækkert", hvis du er en helt ny i faget "hund". Måske er du ligeglad med om hvalpens forældre er højt præmierede. Men en seriøs opdrætter er kun interesseret i at sælge kvalitet. Måske får du en dag lyst til at gå på udstilling? At hunden er registreret i Dansk Kennel Klub giver ingen garanti for kvalitet. En DKK stambog er blot garanti for, at hunden er renavlet.


Kennel-mutter ved fodringstid

Løbende udgifter.

En Welsh Terrier koster ikke meget på madbudgettet, og dyrlægeregningerne indskrænker sig normalt kun til vaccinationer og sundhedscheck. Racen er ikke behæftet med alvorlige arvelige sygdomme.

Din hund skal ansvarsforsikres og så skal pelsen trimmes 3- 4 gange årligt - ikke klippes! Det koster penge, som du skal regne fast med resten af hundens liv. Til gengæld så fælder den ikke. Du har ikke hundehår i dit hjem.



Welsh trimmet og utrimmet

Mad.

Få en kostplan hos din opdrætter. Hunden skal have alsidig kost - ligesom du selv - og ikke for meget kød. Husk vitaminer især i opvæksten. Desværre er det største problem ved hundefodring - kvantiteten. Alt for mange giver deres hunde for meget mad og en fed hund er en sur hund - med pelsproblemer. Der findes i dag mange fuldfoder produkter, hvor næringsindholdet er nøje afstemt. Vi, og mange af vores hvalpekøbere, bruger Pedigree Pal og har vældig gode erfaringer med netop dette produkt.

Opdragelse.

Vi har været inde på hvordan racens karakteristika er, og hvordan man derfor skal behandle den. Men alle hunde er forskellige, derfor er det også vigtigt, at du får din Welsh fra en kennel, hvor man også interesserer sig for hunden efter den er rejst hjemmefra. En opdrætter bør bistå med råd og dåd. Ellers skal du kontakte DTK's racerepræsentant.

Dyrk lydighedstræning med din hund. Jo mere intenst et forhold I har sammen, desto tættere vil I være knyttede. Her gælder faktisk de samme regler som for børneopdragelse. Det første år i hvalpens liv sker der meget nyt. Pres aldrig hvalpen til præstationer - træningen skal helst leges ind. Gør den noget forkert, skal afregningen være kontant - som hos dens hundemor. Du må aldrig tjatte og korrekse hvalpen i tide og utide. Med kærlighed og omsorg har du en ven for livet.

I. og C. Borchorst



Ingrid & Carl Borchorst  · Køgevej 42 · 4672 Klippinge
Stevns · DENMARK ·
Tlf: +45 5657 8616 ·  FAX: +45 5657 8600
MAIL